Tallahesse ligger kun ca. 35 km syd for staten Georgia, så vi besluttede i aftes at vi lige ville op og kikke lidt "ind" inden vores tur ville gå til det sydvestlige Florida. Hver aften finder vi vores rute til næste dag på Google, får plottet de forskellige waypoints ind på "Tom", og så er det bare at rette sig efter " ham". Egentlig havde vi fundet en større by i Georgia som vi ville køre til, men på Google fandt jeg en anden vej som jeg syntes vi hellere skulle tage, "Tom" ville dog ikke acceptere denne vej, men jeg mente ikke det var noget problem, jeg skrev bare de forskellige vejnavne ned som vi så kunne køre efter. Vi kom fra hotellet kl 7.30 i morges, og jeg fandt ganske rigtig vejen vi skulle ud af, men det var en jordvej! (Dem er der forresten rigtig mange af herovre), og Jørgen nægtede at køre ud af den. Jeg ved ikke hvordan, men pludselig havde vi mistet orienteringen, og "Tom" havde det med at vise os nogle veje, som vi ikke rigtig mente kunne passe, men efter at have kørt rundt 1 times tid, måtte vi overgive os til "Tom". Og endelig kom vi på rette vej, og var igen på vej mod Florida. Ca. 100 km. nord for Redington Beach, stedet vi skal bo, foreslog jeg at vi kørte lidt længere ind i landet (ca. 12 km.) og tage motorvejen istedet, for så ville vi komme igennem byen Tampa Bay. 15 min efter var vi ved motorvejen, det viste sig at være en betalingsvej, ikke fordi vi har noget imod det, men Jørgen syntes godt nok det var lidt i overkanten at betale 25 dollars for den strækning. Men desværre var vi kommet ind i en forkert bane, det var for dem med motorvejsbizz, og bag os holdt en temmelig sur amerikaner, som ikke gad at vente på hvordan vi fik løst vores problem, så inden vi fik set os om, kørte vi på motorvejen. Vi valgte så at køre af ved den næste afkørsel, så må vi se om der dukker en bøde op til os på et tidspunkt? Nå men så måtte vi jo bare til tilbage ad samme vej, som vi tidligere kørte på. Kl. 16, ankom vi til vores hotel. Det kan jeg fortælle mere om i morgen. Men jeg sender lige et par billeder med. De kan tale for sig selv.